Når sundhed bliver til sunddom – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Food of Life > Forskerne kommenterer > Når sundhed bliver til...

14. marts 2012

Når sundhed bliver til sunddom

Kommentar

Sundhed – hvem kan stille spørgsmålstegn til det? Hvem kan foretrække sygdom frem for sundhed, hvem vil ikke gerne have et godt helbred? Der er ingen grund til at være skeptisk over for sundhed. Men det betyder, at vi kan blive blinde over for omkostningerne når vi forfølger sundhedsidealerne.

Denne Kommentar er skrevet af:

Morten Ebbe Juul Nielsen

Postdoc, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling samt Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi

mejn@hum.ku.dk

Vi lever i en tid der synes besat af sundhed. ”Sundhed” ligger konsistent i top tre over danskernes politiske prioriteringer. En lang række fødevarer prøver at sælge sig som ”sunde”, og ikke som velsmagende. Medlemmer strømmer til patientforeninger. Kost, rygning, alkohol, motion er i fokus, sammen med spægelse og afsavn. Og en ekstrem grad af moralisme: vi er dømt til sundhed, omfavnet af eksperter og politikere der i deres egen forståelse er velmenende. Det er nemlig ikke tilfældet at sundheden er et tilbud længere; i hvert fald ikke for så vidt man vil være en del af det gode selskab.

Rygere, overvægtige, dem med et stort alkoholindtag, og sofakartoflerne dømmes som andenrangsmennesker, der ikke selv kan se hvad der er godt for dem, og som belastninger for et sundhedsvæsen, der i øvrigt lægger beslag på større og større dele af vores BNP.

Foto: www.sxc.hu

I den forstand er sundhed ikke en mulighed eller et tilbud, men et påbud, en sunddom vi alle lever under: vi er dømt til at stå til ansvar over for et abstrakt ”fællesskab”, der pålægger individet større og større krav for at være med. Dette går i spænd med det omfattende fokus på ”individuelt ansvar” eller ”ansvarliggørelsen” af det enkelte individ – uanset individets niveau af ressourcer og kompetencer.

Ansvarliggørelsen, som udtrykkes fx i begrebet livsstilssygdomme, overser tre ting. For det første at ”livsstil” spiller en meget begrænset rolle i de multikausale komplekser der ligger bag stort set alle sygdomstilstande. Arv og omstændigheder, held og uheld, socioøkonomisk og statusmæssig indplacering; alle disse faktorer (som med al sandsynlighed samlet set fuldkommen overskygger bidraget fra ”livsstil” i langt de fleste tilfælde af sygdom) ryger ud af radaren, når der fokuseres på det individuelle ansvar.

For det andet at det er overordentligt dubiøst at vi skulle have ansvar for vores sygdomme, moralsk set. Det filosofiske fata morgana – den fri vilje – trives stort set kun i religiøse sammenhænge, og her er det værd at bemærke, at sundhedsparadigmet kommer med et komplet, religiøst vokabularium: den, der overtræder sundhedsapostlenes sundhedsbud er syndig.

Spægelse og afholdenhed er en nødvendighed; renhed er essentielt (derfor går sundhedsparadigmet også fint i spænd med den absurde autenticitetskult der er omkring økologiske, "oprindelige" eller "lokale" fødevarer, der anses som mere "rene").

I en sekulariseret version er vedkommende "opsætsig mod øvrigheden", fordi hverken politikernes eller medicinernes påbud adlydes. Men stort set ingen, der faktisk er bekendte med litteraturen og diskussionen af ansvar forfægter eksistensen af fri vilje.

Fagligt set er begrebet et interessant studieobjekt, men kun som en tekstlig og kulturel forestilling, ikke som noget der rent faktisk eksisterer. Ansvarsbegrebet, og det dertil hørende individuelle ansvarsomfang, er da også i den seriøse litteratur helt anderledes beskedent end det er i den herskende diskurs om "ansvar for eget helbred".

For det tredje at den stigende, individualiserede ansvarliggørelse, sammen med sunddommen, har en massiv social slagside, og med al sandsynlighed kun begunstiger de bedre stillede, rent sundhedsmæssigt. Det kræver nemlig store ressourcer overhovedet at kunne leve op til forestillingerne om det rene, sunde liv, med daglig motion, økologisk og fedtfattig lokal kost, afholdenhed ift. alkohol og rygning osv., et krav der kun fuldt ud kan indfris af de bedre og bedst stillede – grupper hvis værdier gennemsyrer hele sundhedsparadigmet.

Man kan signalere to ting ved at købe ind på sundhedsparadigmet. For det første at man er i toppen af statushierarkiet, eller på vej derop. Sundhedsparadigmets frontløbere er de økonomiske, sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle kapitalers moguler og deres ivrige efterlignere. Der er ret lang vej fra Noma til Britta’s Grill, målt på alle disse parametre.

For det andet at man er et bedre menneske end de friturefrådende, bajerdrikkende, smøgpulsende førtidspensionister fra vestegnen, der ikke engang kan finde ud af at udtale quinoa, og hvis børn sikkert har færdiglavede frikadeller med i madpakken.

Med "købe ind på sundhedsparadigmet" - lad os ikke glemme, at der er kolossale kapital- og magtinteresser (medicinalindustrien og sundhedsvæsen, fødevarebranchen, fitnessindustrien, alternative behandlere, presse og medier, politikerne) involveret her – skal ikke forstås en interesse i faktisk at være sund, men at udstråle at man er med på sundhedsbølgen. Hvad skulle ellers forklare, at halvdelen af alle medlemskaber til fitnessklubber samler støv?

Det peger på, at sundhedsparadigmet og sunddommen til syvende og sidst handler mere om distinktion og status – det at fremstå som et bedre individ end de andre. Og alle distinktions- og statusspil er nulsumsspil; man kan ikke være "bedre end" uden at nogen er "dårligere end".

Når sundhedfremme osv. pakkes ind som omsorg for de dårligere stillede skal vi derfor være på vagt. Prisen på sundhed kan være for høj og urimelig fordelt.