Modellering af molekyler kan hjælpe ved transplantationer – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Food of Life > Forskerne kommenterer > Hjælp ved transplantat...

14. september 2009

Modellering af molekyler kan hjælpe ved transplantationer

Kommentar: Efter en transplantation er der risiko for, at de nye organer bliver udstødt af kroppen. Ved brug af molekyle-modellering kan forskere finde frem til stoffer, der kan forhindre denne udstødelse.

Denne Kommentar er skrevet af:

Åsmund Rinnan, Lektor på Institut for Fødevarevidenskab

aar@life.ku.dk

Glykosyltransferase er en stor familie af enzymer, som er med i biosyntesen af oligo- og polysakkarider. Disse molekyler har et bredt spekter af funktioner fra strukturopbygning og lagring til signalisering. De kan reagere med en stor gruppe af acceptorer fra karbohydrater, proteiner, lipider, DNA og også små molekyler som antibiotika, flavonoler, steroider og så videre.

Glykosyltransferase kan blandt andet bruges til at opbygge store mængder specifikke oligo- og polysakkarider i forbindelse med transplantationer hos mennesker for at stabilisere immunsystemet, så det accepterer det nye væv, der bliver sat ind.

 

Til nu er der kun en lille del af denne gruppe enzymer, der er kendt, og det er derfor af interesse at få disse klassificeret og kortlagt. Ved brug af avanceret modellering kan man undersøge, hvordan glykosyltransferaser folder sig rundt om sig selv. Denne information kan videre bruges til at klassificere og kortlægge disse enzymer. Dette vil føre til, at det er muligt at designe lige nøjagtig de sukkermolekyler, der er behov for i forbindelse med transplantationer.

 

Denne modellering tager udgangspunkt i et stort bibliotek med kendte foldestrukturer af glykosyltransferaser, og disse bliver så matchet op mod nye kandidater. De hits, man finder, kan man så studere videre for at uddybe forståelsen af det system, hvori enzymerne kæder sukkermolekyler sammen til større enheder (oligo- og polysakkarider).

 

Man kan så spørge sig: "Hvorfor kan man ikke teste alle disse til at starte med?" Svaret er relativt simpelt: Der er tale om mangfoldige tusind glykosyltransferaser, og man ved, at det kun er en undergruppe af disse, der indeholder de egenskaber, som er ønskelige. Så ved at bruge avanceret modellering, kan man hurtigere finde gode kandidater, og bruge tiden på at undersøge disse fremfor at spilde tid og penge på forskning, der ikke fører frem til noget.