Marsmand eller Jord-boer – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Food of Life > Forskerne kommenterer > Marsmand eller Jord-boer

26. november 2015

Marsmand eller Jord-boer

Kommentar

Food of Life har bedt bioetiker Mickey Gjerris kommentere filmen The Martian’s fortælling om at overleve i universet ved hjælp af videnskab, innovation - og evnen til at dyrke kartofler.

I sidste ende er det ikke teknologi, der redder Mark Watney – men evnen til at dyrke kartofler i ”jord” baseret på hans egen afføring. Hvor ucharmerende det end måtte lyde, er det et meget godt eksempel på, hvor afhængige vi er af de økosystemer, som vi gennem evolutionen er blevet båret frem af. Foto fra Filmen The Martian (Twentieth Century Fox).

Af Bioetiker Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

En astronaut strander på Mars. Opgaven er at holde sig i live, til hjælpen kan nå frem. Og da der er 225 millioner km og det tomme rum mellem ham og Jorden, bliver filmens omdrejningspunkt: Hvor langt kan man nå med teknologi og praktisk snilde, hvis man befinder sig på en planet uden atmosfære og den muld, som vores mad vokser i?

Det kommer næppe bag på nogle, at astronauten Mark Watney, klarer den. Filmen følger hans strabadser og de magtkampe, der finder sted på Jorden og mellem besætningen på det rumskib, som Watney burde have været ombord på og NASA. Hjem skal hjælpe? Hvad må det koste? Hvordan får man maximal PR værdi ud af hele situationen?

Så tæt på Mars at man kan mærke det røde støv mellem tænderne

Det er, for de af os, der lider af det ,som den forfatter Inge Eriksen kaldte galaktisk ensomhed, en meget smuk film. Fantastiske scener, der skal gengive Den Røde Planets ørkenagtige landskaber og rumskibe, der sejler gennem det kolde mørke rum. Man følte sig hensat til Kim Stanley Robinsons triologi om koloniseringen af Mars fra 1990´erne og Ray Bradburys The Martian Chronicles fra 1950. Instruktøren Ridley Scott har altid været en billedmager af Guds nåde og med filmteknologi anno 2015 får han placeret sit publikum så tæt på Mars, at man nærmest kan mærke det røde støv mellem tænderne.

"I en tid med rovdrift på ressourcer, klimaforandringer, ødelæggelse af økosystemer, artsudryddelse og tab af biodiversitet kan filmen ses som en kommentar om, at vi ikke har hjemme andre steder. Der er ikke en Plan(et) B, som vi kan redde os med.

 Mickey Gjerris, bioetiker

For mange er Science Fiction genren en useriøs gang vrøvl fyldt med grønne aliens, lyssværd, laserpistoler og dårlige effekter. Og det er Science Fiction også. Men det er også – og ofte – visionære fortællinger, der udnytter muligheden for at placere individer i uvante rammer for at få fortalt en historie, der kan kaste nyt lys over samtiden. Hvad enten man vil det eller ej, så siger det mere om ens egen tid end fremtiden, når man prøver at forestille sig den. Nogle udnytter det bevidst, som fx ovennævnte Mars triologi af Kim Stanley Robinson, der i høj grad er en bog om vores tids diskussion om natur, politik og teknologi. Andre gange bliver fortællingerne mere ufrivilligt en kommentar til vores egen tid - men det er altid samtiden, der er på spil – også når det handler om fremtiden.

En fortælling om vores tilhørsforhold til denne planet - Jorden

The Martian har ingen aliens eller lyssværd. Den foregår i den nære fremtid (12-15 år fremme) og handler om en mand, der ikke vil give op. Som sådan er det en Robinson Crusoe fortælling om vilje og håb og menneskets mulighed for at kæmpe mod alle odds – og vinde. Men under det hele så og hørte jeg en fortælling om menneskets tilhørsforhold til denne planet – Jorden.

Luft, lys og jord er vores kilde til næring både fysisk og mentalt. Det bliver tydeligt, når man pludselig står 225 millioner km væk fra den nærmeste mark og skal til at have noget at spise. Foto fra Filmen The Martian (Twentieth Century Fox).

Mark Watney er ikke bare langt væk hjemmefra. Han er løsrevet fra den planet, som han hører til på. Vi er vokset ud af denne planet. Formet af den. Vi passer ind. Vores sanser, vores biologi og vores sind hører til her.

Luft, lys og jord er vores kilde til næring både fysisk og mentalt. Det bliver tydeligt, når man pludselig står 225 millioner km væk fra den nærmeste mark og skal til at have noget at spise. Når man skal ånde og mærke vinden mod sin hud.

Afhængige af de økosystemer evolutionen har skabt 

På den måde bliver filmen også en kommentar til i dag. Til diskussionen om, hvordan vi mennesker skal forholde os til den planet, som vi så arrogant kalder for vores. Jorden. Hjem. Det er ikke bare et sted, som vi opholder os, men et sted vi hører til. I sidste ende er det ikke teknologi, der redder Mark Watney – men evnen til at dyrke kartofler i ”jord” baseret på hans egen afføring. Hvor ucharmerende det end måtte lyde, er det et meget godt eksempel på, hvor afhængige vi er af de økosystemer, som vi gennem evolutionen er blevet båret frem af.

I en tid med rovdrift på ressourcer, klimaforandringer, ødelæggelse af økosystemer, artsudryddelse og tab af biodiversitet kan filmen ses som en kommentar om, at vi ikke har hjemme andre steder. Der er ikke en Plan(et) B, som vi kan redde os med. Vi må finde en måde at leve på i respektfuld disharmoni med det ”mere end menneskelige livsfællesskab”, som filosoffen David Abram kalder det. Finde en måde at indgå i den verden, som bærer vores liv, hvor vi ikke ødelægger vores eget livsgrundlag – eller grundlaget for de myriader af levende væsener, som vi ikke har fundet andre steder i universet.

Det betyder ikke, at de ikke er der. ”It would be an awful waste of space, if we are the only ones”, som det lyder i en anden kendt science fiction film. Men det betyder, at lige nu, så er der ingen steder at tage hen, hvis vi vil overleve. Vi hører hjemme her – og det bliver måske endnu mere tydeligt, når vi får lov til i et par timer at sidde i biografmørket og være strandet på vores naboplanet.