Skal julemaden tilberedes i fællesskab med børnene? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Food of Life > Forskerne kommenterer > Madinddragelse

17. december 2014

Skal julemaden tilberedes i fællesskab med børnene?

Kommentar

At lave mad giver børn mulighed for at gøre en reel forskel for fællesskabet – i fællesskab med andre. Det pointerer ph.d.-studerende Sidse Schoubye Andersen i sin kommentar til en ny undersøgelse af danskernes madvaner.

Hvis børn inddrages i madlavningen fremmer det nysgerrighed, engagement og madmod i forhold til det forestående måltid.

Af Sidse Schoubye Andersen, ph.d.-studerende ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet.

Fra flere steder påpeges vigtigheden af, at forældre involverer deres børn i madlavningen i hjemmet. For eksempel udbydes der i Vallensbæk Kommune kurser, hvor fædre kan gå til madlavning med deres børn. Men det er ikke kun i privatsfæren, at der er fokus på børns kompetencer, når det kommer til mad. I disse år har enhver skole med respekt for sig selv en skolehave, eller også har de i hvert fald planer om at få en sådan. Koncepter som ”Haver til Maver” og ”Fra Jord til Bord” går som varmt brød. Og enhver politiker som tager sundhed og børn alvorligt garanterer måske ikke ligefrem skolemad, men anerkender i det mindste, at det kan være værd at overveje.

Noget vigtigt er gået tabt

Men hvorfor dette fokus på børn, mad og læring får man lyst til at spørge? Det skyldes først og fremmest en bekymring. En bekymring for, at noget vigtigt er gået tabt i vores moderne samfund. Børn ved tilsyneladende ikke, hvor maden kommer fra, og de ved knap, hvordan man koger et æg, når de flytter hjemmefra. Og så er der det med vægten. Den stiger. Og stiger. Ikke blot blandt voksne, men også blandt børn. Og ikke kun fordi, det er december.

I disse madinddragelses-tider er det derfor interessant, at Madkulturen bringer en undersøgelse, der viser at 67 procent af familier med børn mellem 8-15 år rent faktisk inddrager deres børn i køkkenet mindst èn gang om ugen. Børn er altså ikke kun modtagere af maden i hjemmet, de er også i høj grad givere. Det står måske ikke helt så skidt til med de danske børns deltagelse i madlavningen, som det antydes i den offentlige debat? Er den førnævnte bekymring så blot et eksempel på den evige romantisering over de gamle dage – hvor alting var bedre? Eller er børn ganske enkelt begyndt at være mere med i køkkenet?

Piger og drenge inddrages på forskellig måde

Ja og nej, må et forsigtigt bud lyde. Tidligere studier viser nemlig, at børns deltagelse mest begrænser sig til det at dække bord eller rydde af, hvilket for børn ofte repræsenterer den ”kedelige” del af måltidsskabelsen, den der er forbundet med pligt snarere end lyst. Studier viser også, at det er i et begrænset antal familier, hvor barnet har ansvaret for måltidet, fx som en fast maddag. Så det er endnu uklart, om børnene reelt set har hænderne i gryden eller ej.

Desuden er det fortsat uafdækket, hvem, dvs. hvilke børn, der faktisk har hænderne i gryden. Tidligere kvalitative såvel som kvantitative studier på området viser således, at det oftere er piger end drenge, der inddrages. Og piger og drenge involveres på forskellige måder, og påtager sig opgaverne på forskellig vis. Det tyder på, at der er forskel på, hvordan de to køn opdrages i relation til måltidsskabelsen og husholdningsarbejdet i det hele taget.

"Det handler ikke kun om at kunne lave broccoli på tre forskellige måder, og at vide, at en gulerod er sundere end en pomfrit. Arbejdet med måltidsskabelse bidrager med flere positive elementer end dem, der rimer på ernæring. Det giver børn i dag – den sjældne – mulighed for at bidrage med noget. 

Sidse Schoubye Andersen

Men når nu forældre i et vist omfang inddrager deres børn i køkkenet, som Madkulturens undersøgelse tyder på, er det så overhovedet nødvendigt med alverdens initiativer i forhold til mad, børn og inddragelse? Ja, lyder det klare svar – fordi det handler ikke kun om at kunne lave broccoli på tre forskellige måder, og at vide, at en gulerod er sundere end en pomfrit. Arbejdet med måltidsskabelse bidrager med flere positive elementer end dem, der rimer på ernæring. Det giver børn i dag – den sjældne – mulighed for at bidrage med noget. I dag er børns pligter og ansvar i forhold til fællesskabet relativt begrænsede, og det at lave mad giver dem mulighed for at gøre en reel forskel for fællesskabet – i fællesskab med andre.

Mad har en særlig status i familien, idet det er en uomgængelig del af hverdagen, og ikke bare er centralt for den rent fysiske overlevelse, men også for den sociale samhørighed i familien. Det gælder ikke bare det at spise sammen, men også det at lave mad sammen. Måltidsskabelse kræver mange afvejninger og hensyn i forhold til den enkelte families medlemmer, og det kan også omvendt bestå i at lære at tilpasse egne individuelle præferencer til fællesskabets. Og alene denne afvejningsproces mellem egne og andres behov bringer mange lærerige refleksioner med sig.

Der er flere interessante spørgsmål at afdække

Undersøgelser viser, at måltidets indhold ofte er resultatet af en forudgående forhandling mellem voksne og børn, ligesom måltidet i det hele taget beskrives som en kampplads mellem forældre og deres børn. Men gælder det også, når børnene selv er med til at tilberede maden? Hvad betyder inddragelse af børn i måltidsskabelsen for deres oplevelse af måltidet både som socialt rum, men også af maden som mad? Bliver børn, som inddrages i madlavningen mere sunde senere i livet? Disse spørgsmål kunne være interessante at få afdækket. Andre studier viser nemlig, at hvis børn inddrages i madlavningen fremmer det nysgerrighed, engagement og madmod i forhold til det forestående måltid.

Så for at svare på overskriftens spørgsmål: Ja, lad børnene gøre andestegen i stand og lad dem smage ris a la manden til!