Hvad er der galt med at spise hesteboller? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Food of Life > Forskerne kommenterer > Hesteboller

25. april 2013

Hvad er der galt med at spise hesteboller?

Hestekød

Selvfølgelig er det forkert at sælge produkter, der indeholder hestekød, som om de alene er lavet af oksekød. Det er dog nok begrænset, hvor meget skade de berørte forbrugere lider

Hestekødspølse

Eksperterne siger, at der ikke er noget farligt ved at spise hestekød, men forbrugerne har krav på at få den kødkvalitet og -type, som etikken angiver

(Trykt første gang i Weekendavisen 04. april 2013)

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

En dag midt i februar kørte jeg omkring aftensmadstid forbi Ikea og købte diverse ting til hjemmet. Jeg benyttede lejligheden til at besøge Ikeas restaurant, hvor jeg til en pris af kun 59 kr. kunne indtage et bjerg af kødboller med tilhørende kartoffelmos og tyttebærsyltetøj og dertil sodavand ad libitum og en lille dessert. Det mættede, men da jeg kørte hjem var det med en lidt mærkelig fornemmelse i min stærkt udspilede mave.

Hestekødboller i 13 forskellige lande

I den følgende uge kom Ikeas kødboller på avisernes forsider i hele Europa. Via et fund fra de tjekkiske fødevaremyndigheder blev det klart, at der var spor af hestekød i de kødboller, som blev serveret i kædens varehus i Prag. Kødbollerne kom fra et parti, som var solgt i 13 forskellige lande. Ikea valgte at stoppe salget af kødboller i alle sine varehuse og først genoptage det en lille måned senere, hvor firmaet kunne meddele, at der var kommet nye boller på menuen. Ifølge en pressemeddelelse fra virksomheden er der tilsyneladende også kommet nye boller på suppen, når det drejer sig om at kontrollere produktionen og ”at sikre fuld sporbarhed tilbage til gården”.

Personligt ville det ikke have rørt mig det fjerneste, hvis det skulle have vist sig, at jeg havde indtaget kødboller med hestekød i. Som ung studerende købte jeg flere gange hestebøffer hos slagteren på Istedgade, og de efterfølgende måltider har jeg kun gode minder om. Det, som derimod bekymrer mig i sagen, er, hvor lidt styr der synes at være på forsyningskæderne hos en række af de firmaer, som sælger forarbejdede kødprodukter.

Hest i billige burgerbøffer til en krone stykket

Ikea var langt fra den første store, internationale virksomhed, som blev draget ind i hestekødsskandalen, der begyndte midt i januar. Da meddelte irske myndigheder, at de ved hjælp af DNA-analyser havde fundet hestekød i frosne burgerbøffer, der blev solgt via store supermarkedskæder i Storbritannien, herunder Tesco, Aldi og Lidl. De pågældende burgerbøffer var af den meget billige slags til omkring en krone per styk, der er fyldt med vand, fedt og bindevæv, og der kun indeholder akkurat så meget kød-protein, som EU’s regler kræver. Sådanne ”discount-produkter” bliver produceret af de billigst mulige ingredienser, og da prisen på hestekød er væsentligt lavere end prisen på oksekød, var der et klart motiv til at bruge hestekød.

Senere viste det sig, at der ikke var tale om et isoleret tilfælde af svindel eller grov vildledning. Produkter fra en række andre virksomheder, herunder dybfrossen lasagne og andre færdigretter fra den tidligere svenske, nu multinationale virksomhed Findus og burgere fra den internationale kæde Burger King, indeholdt også hestekød. Vejen fra landmanden til de nævnte virksomheders produkter har ved nærmere eftersyn vist sig at være endog meget lang, og det er i det lys ikke så underligt, at der kan ske tvivlsomme ting undervejs.

Kødets lange snørklede vej til forbrugerne

I en artikel fra Financial Times den 11. februar kortlægges de mange led, som kødet i Findus’ lasagner gik igennem: Findus fik lasagnen leveret fra et fransk firma ved navn Comigel, der leverede tilsvarende produkter til fødevare- og detailhandelsvirksomheder i 16 lande. Lasagnen kom fra en af Comigels fabrikker, som ligger i Luxembourg. Kødet, som blev brugt til produktionen af lasagnen, kom fra en virksomhed i det sydvestlige Frankrig ved navnet Spanghero, som igen er et datterselskab af virksomheden Poujol. Sidstnævnte havde købt det frosne kød fra en cypriotisk grossist, som havde fået det fra en grossist i Holland, der igen havde fået kødet leveret fra et slagteri i Rumænien. Fra mediernes omtale er det ikke muligt at finde ud af, hvor i kæden det er blevet skjult, at der var tale om hestekød.

Selvfølgelig er det forkert at sælge produkter, der indeholder hestekød, som om de alene er lavet af oksekød. Det er dog nok begrænset, hvor meget skade de berørte forbrugere lider, al den stund at alle eksperter med en mund udtaler, at der ikke er noget farligt ved at spise hestekød. Selvfølgelig kan der være forbrugere, som synes at det er klamt eller etisk grænseoverskridende at skulle spise hestekød, men for de fleste af forbrugerne er den skade nok til at overse.

Bekymrende reaktion fra myndighederne

Derimod synes jeg, at myndighedernes reaktion på situationen er temmelig bekymrende. Foreløbig har EU nemlig kun valgt at sætte ind med et stort antal DNA-tests af kødprodukter. Ved hjælp af disse kan man finde ud af, om produkterne indeholder kød fra andre dyrearter end dem, der er anført på etiketten. Det er dog en meget dyr og ineffektiv metode til at afdække svindel; og som nævnt er hovedproblemet ikke, om der er hest i oksefarsen. Hovedproblemet er, om vi kan stole på, om fødevarerne er sunde og sikre at spise. Hvis der ikke er check på, hvad der sker med kødet på dets vej fra landmanden til det færdige kødprodukt, kan der være langt mere alvorlige problemer, som ikke bliver fanget af en DNA-test, der alene undersøger, hvilken dyreart kødet kommer fra.

Dels kan fødevarerne være af en ringere ernæringsmæssig kvalitet, end de giver indtryk af på etiketten. Dels kan der være problemer med fødevaresikkerheden. Et meget grelt eksempel på et sådant problem så man i forbindelse med den såkaldte mælkepulverskandale i Kina i 2008, hvor mælk og modermælkserstatninger ulovligt var blevet tilsat kemikaliet melamin. Ifølge officielle kinesiske tal blev 300.000 børn syge og 6 døde som følge af skandalen. Sådanne skrækkelige ting kommer vi forhåbentlig ikke til at opleve i vores del af verden, men historien om hestekødets vej ind i oksekødslasagnen er jo i den sammenhæng ikke ligefrem betryggende.

Tillid til fødevarerne må forudsætte, at vi kan stole på, at der er styr på hele kæden fra primærproducent til fødevarerne havner i vores indkøbskurv eller på vores tallerken i et cafeteria. Der er ingen tvivl om, at myndighederne har en række vigtige kontrolopgaver, som bør fastholdes og styrkes, men som eksemplet med hestekødet viser, er det åbenbart meget svært at overvåge alle led i de lange kæder, som ingredienserne i vores fødevarer bevæger sig igennem.

Virksomhederne må tage større ansvar

En anden og supplerende vej frem er, at de virksomheder, der har ansvaret for at producere og markedsføre fødevarer, tager dette ansvar på sig og vælger at få deres råvarer gennem en relativt kort kæde, som de kan overskue og kontrollere. Det er tilsyneladende det, som Ikea har tænkt sig at gøre nu; og andre virksomheder har allerede gjort det. Således kunne burgerkæden McDonald’s i modsætning til Burger King melde hus forbi i hestekødssagen, idet denne virksomhed allerede for en del år siden satte sig for nøje at overvåge alle led i kæden fra ko til burger.

En glædelig bivirkning af hele hestekødsaffæren er, at slagtere melder om øget efterspørgsel efter hestekød. Måske kan det ende med, at dette kød blev værdsat så meget, at der ikke længere var noget incitament til at sælge hest forklædt som ko. Dog tvivler jeg på, at jeg nogensinde får mulighed for at købe hesteboller i Ikea.