Etikken gik i fisk – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Food of Life > Forskerne kommenterer > Fisk vs hjerte

21. juni 2013

Etikken gik i fisk

Kommentar

Forskere fra Aalborg Universitetshospital sår tvivl om den gavnlige effekt af omega-3 fedtsyrer på baggrund af et nyt studie af grønlænderes kost. Men det er useriøs formidling, der skaber unødig usikkerhed i befolkningen.

Denne Kommentar er skrevet af:

Lotte Lauritzen, Lektor i International Ernæring, Institut for Idræt og Ernæring

I en pressemeddelelse siger Stig Andersen, der er leder af Center for Grønlandsforskning ved Aalborg Universitetshospital, at det ikke forebygger blodpropper i hjertet at spise fisk. Tværtimod, siger han, kan kost med masser af fisk øge risikoen for blodpropper.

Men der er to problemer i dette. Metodikken der er anvendt som grundlag for konklusionen er ikke stærk nok – og udmeldingen er, efter min mening, alt for bombastisk.

Forskerne har målt på en enkelt risikomarkør ud af mange mulige for hjertekarsygdomme og sammenholdt denne med resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse af kostvaner. Men vi kan ikke bare observere, hvem der er i risiko eller får hjertekarsygdomme – og se på om de samme personer spiser fisk. I det givne tilfælde, hvor det drejer sig om traditionel Inuitisk kost, vil der givetvis også være andre livsstilsvalg, som kan være med til at påvirke data. Det er altså ikke nok at påpege et statistisk sammenfald.

Fisk forebygger hjertekarsygdom

Det vi med relativ stor sikkerhed ved er, at dem, der spiser mere fisk har en lavere dødelighed i forhold til hjertekarsygdomme. Dette er vist i befolkningsundersøgelser i flere lande og der er også i disse studier vist en dosis-responssammenhæng.

I lodtrækningsforsøg har man vist, at fiskefedt sænker fedtindholdet i blodet, blodtrykket, hjertefrekvensen. Alle disse er risikomarkører for hjertekarsygdom på præcis samme vis som blodets indhold af hsCRP (high-sensitivityC-reactive protein), som er det Stig Andersen og hans kollegaer undersøgte i grønlænderne.

Når man spiser fisk, forebygger man hjertekarsygdom gennem omega-3 fedtsyrer, men man får også mere D-vitamin, selen, jod og proteiner af høj kvalitet

I dyr har man fundet, at fiskefedtsyrer nedsætter hjertets tendens til at få rytmiskeforstyrrelser (som er det, der leder til pludselig hjertedød) samt at myokardieinfarktet (omfanget af døde celler i hjertet) bliver mindre, når man kunstigt fremkalder en blodproplignende iskæmi (iltmangel) i hjertet.

Endvidere kender vi mange af de mekanismer, der ligger bag fiskefedtsyrernes effekter på hjertekarsygdoms risikomarkører – fx virker disse fedtsyrer (givet i tilstrækkelig høj dosis) på præcis samme måde som den børne-magnyl man anbefaler til folk, der tidligere har haft en blodprop.

Når alt dette sættes sammen, er der ud fra vores almindelige kriterier god grund til at antage (det vi kalder stærk/overbevisende evidens) at fiskefedt forebygger hjertekarsygdom. Og vi har ikke noget der tyder på, at indtag af fiskefedt i høje doser kan have nogle negative konsekvenser for helbredet.

Den rigtige forsøgsmetode er umulig i praksis

For entydigt at kunne bevise om fisk i kosten virker forebyggende på hjertekarsygdomme eller det modsatte, skal man lave et forsøg, hvor man ved lodtrækning fordeler raske mennesker til at spise fisk igennem en lang årrække - mens en tilsvarende rask kontrolgruppe får forbud mod at spise fisk. Hvorefter man undersøger hvilken af grupperne, der har den højeste dødelighed ved hjertekarsygdom.

Dette er selvsagt ikke praktisk muligt, for det ville kræve en enorm gruppe af mennesker og en meget lang opfølgningsperiode, da dødeligheden trods alt ikke er så stor blandt raske mennesker. Derudover vil det være etisk svært med et så stort og langvarigt indgreb i deres frie valg.

Derfor er vi normalt tvunget til at forsøge at besvare den type spørgsmål ved at stykke evidensen sammen. I den sammenhæng vurderer vi evidensen ud fra Bradford-Hill kriterierne for kausalitet – dvs. årsag/virkning sammenhæng: Kan der observeres en sammenhæng? Er sammenhængen stærk og konsistent på tværs af forskellige andre kulturelle forskelle? Er der en dosis-responssammenhæng? Sænker fiskefedtet dødeligheden i andre dyrearter? Er det biologisk plausibelt - fx fordi vi kan se, at fiskefedtet påvirker hjertekarsygdoms risikomarkører - og kan vi dér vise, hvordan det i givet fald gør dette?

Når vi stykker evidens sammen, taler vi normalt om et evidens-hierarki; jo højere i hierakiet, jo stærkere evidens. Aalborg studiets design ligger meget langt nede i hierakiet (statistisk sammenfald) og mangler en stærk kausalitet, og det er derfor alt for stærkt at konkludere, at fisk ikke er sundt for hjertet. Specielt da den Inuitiske kost er kendetegnet ved et højt indtag af hval og sæl og ikke kun fisk.

Forskernes udsagn skaber usikkerhed

Problemet med at sætte spørgsmålstegn ved fiskenes sundhedsværdi er, at man er med til i medierne at så tvivl om kostrådene - der blandt andet anbefaler at spise fisk. Dette bidrager til en usikkerhed i befolkningen og tegner et billede af, at kosteksperter og ernæringskyndige er upålidelige fjolser.

Det er med andre ord useriøs, populistisk journalistik samt et misforstået forskningsformidlingsfokus, der i mine øjne ikke gavner nogle andre end den enkelte forsker, der på denne måde søger at skabe basis for flere bevillinger - og så avisernes salgspotentiale. Det er hårde ord, men jeg mener det faktisk.

Vi udsættes i forvejen for en strøm af oplysninger om, hvad der er sundt, fra folk som udtaler sig for egen vindings skyld. Fx producenter af forskellige mere eller mindre lødige kosttilskud og ”over-priced” fødevarer, der primært sælges på den gode historie og ikke faktuel viden.

Udmeldinger som den fra Aalborg studiet skaber et billede af, at der ikke er forskel på os (forskerne og dem der er ansat til at lave officielle kost-anbefalinger) og andre, der blander sig i ernæringsdebatten – og effekten kan være, at den del af befolkningen, der har dårlige vaner, får en ny undskyldning for ikke at få sig en sundere livsstil.

Der påhviler os forskere et vigtigt ansvar, når vi udtaler os om fænomener, der påvirker den offentlige opfattelse af, hvad der er sundt eller ej. Vi skal gøre folk i stand til at bedre at vurdere, hvad der er korrekt – ikke skabe forvirring.