Fed og lykkelig? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Food of Life > Forskerne kommenterer > Fed og lykkelig?

18. juni 2009

Fed og lykkelig?

Kommentar

Epidemien af livsstilssygdomme hærger især blandt samfundets dårligst stillede borgere. Er det næstekærlighed at lade dem ryge og spise sig ihjel i fred? Eller kalder næstekærlighed ikke netop på viljen og pligten til at hjælpe disse udsatte medmennesker til en sundere levevej?

Af fhv. overvismand, professor Niels Kærgård og Videnskabelig assistent Thea Dam, Fødevareøkonomisk Institut, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet, KU

De fleste ekstreme synspunkter har en fornuftig kerne, som bare er kørt så langt ud ad en tangent, at argumenterne kommer helt ud af trit med virkeligheden. Det gælder også teologerne Svend Bjerg og Palle H. Steffensens kroniki Kristeligt Dagblad den 28. februar.

De tegner et skræmmende billede af den danske befolkning som delt i to lejre. Den ene lejr består af ukristelige asketer, der dyrker sundhed som den ny guldkalv og fordømmer og spotter den anden lejr, livsnyderne. Sidstnævnte har mod til at nyde fedende mad, god vin og tobak. Asketerne finder livsnydernes muntre livsstil socialt uansvarlig. Og fordi rygerne og de overvægtige "synligt lever livet fuldt ud", bliver de mødt af intolerance og hån fra de røgfri og slanke moralister, som skal have afløb for al den opsparede mavesurhed, det triste afholdsliv uden kage, flæskesteg og cigarer har forårsaget.

Bjerg og Steffensen står ubetinget på de rygende og spisende syndebukkes side.

Budskabet er ikke til at misforstå: Lad livsnyderne i fred med jeres moralisme, se på dem med næstekærlighed i stedet, eller endnu bedre: Hop selv med på vognen og lev livet! Hvad skal I bruge de "ekstra par år som jubelolding" til, hvis I fornægter glæden i livet indtil da med en asketisk livsførelse?

Det er rigtigt, at der kan være toner af moralisme i sundhedsdebatten med udsagn som, at "sundhed er et personligt ansvar". Det kan også godt være, at der er nogen, som på en ukærlig måde peger fingre af de "omfangsrige" borgere; mange rygere føler sig utvivlsomt som jaget vildt.

Men det her handler ikke om en bølge af nypuritanisme eller moralisme, der gør sundhed til religion. Det handler om en reel epidemi af alvorlige livsstilssygdomme, som vi har al mulig grund til at gøre noget ved, hvis vi vil opfylde ambitionerne om at have et velfærdssamfund, der fungerer nogenlunde rimeligt for alle befolkningsgrupper.

Det er klart, at fordømmelse ikke fører nogen vegne. Men når man omvendt gør rygerne og de svært overvægtige til glade livsnydere og sundhedsforskerne til moraliserende asketer, så har man helt forladt realiteterne.

Livsstilssygdommene er et reelt problem, der i højere og højere grad belaster helbredstilstanden og sundhedsvæsenet i de rige lande. I USA er andelen af egentligt fede steget fra 12 procent af befolkningen i 1990 til 32 procent i 2004. I dag er cirka 11 procent af den voksne danske befolkning egentligt fed mod kun 6 procent i 1987.

Og man kan ikke ignorere denne epidemis sociale slagside. Det er de ufaglærte og de lavtlønnede, der i særlig grad er plaget af usund livsstil med for meget sukker, fedt og tobak og for lidt fysisk bevægelse. Det er dem, som i størst omfang søger nydelse - eller måske snarere trøst? - i den fede mad og cigaretterne.

Den socialt ulige fordeling af rygevaner og overvægt gentager sig tydeligt i forekomsten af følgesygdomme og dødelighed. Faktisk forholder det sig i dag sådan, at en 30-årig med en lang videregående uddannelse lever 4 år længere end en 30-årig uden uddannelse. Men denne forskel i levetid er ikke det eneste; den højtuddannede 30-årige har samtidig færre år med svækket helbred, så alt i alt har han udsigt til 10 raske leveår mere end den ufaglærte.

I tillæg til de fysiske helbredskomplikationer og tab af livskvalitet, der knytter sig til fedmerelaterede lidelser som sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme, så hænger overvægt i mange tilfælde sammen med manglende selvværd, social udstødelse og depression. Det er indlysende uacceptabelt og et alarmerende socialt problem, at de i forvejen dårligst stillede befolkningsgrupper er dem, som i højest grad rammes af livsstilssygdomme. Vi kan ikke bare se til, mens forskellen mellem de rige og raske og de fede og fattige i vort samfund bliver stadigt større, og det gør den i øjeblikket med faretruende hast.

Det er en medmenneskelig forpligtelse at støtte en næste i nød, og den typiske ryger eller fede person er ikke livsnyder, men en næste i nød. Man er jo sædvanligvis ikke ryger, fordi man nyder cubanske cigarer til cognacen om aftenen, men fordi man er blevet nikotinafhængig af cigaretter i en tidlig alder. Og man bliver typisk heller ikke overvægtig af at spise østers på gourmetrestauranter, men snarere af at gnaske hamburgere på McDonald's.

Danskerne er efterhånden særdeles veloplyste om sammenhængen mellem de usunde livsstilsvaner og de forskellige helbredsrisici. Men det er måske ikke alle, som har så meget overskud i hverdagen, at de har kræfter og lyst til at kæmpe for nogle ekstra leveår i en fjern fremtid. Folk med en god uddannelse og høj indkomst ser det sikkert som vigtigere at gøre en indsats for at bevare den lykkelige tilstand længst muligt. Hvis man derimod i forvejen føler sig marginaliseret og svigtet af samfundet, så kan det være svært at se pointen.

Det er også vigtigt at bemærke, at det sunde ofte er det dyre; skært oksekød er dyrere end fed flæskefars, og hverken fisk eller friske grønsager er billig spise. De dårligst stillede kan derfor også af økonomiske grunde blive nød til at spare på det sunde.

Epidemien af livsstilssygdomme er derfor ikke kun et sundhedsproblem, men også i høj grad et velfærdsproblem. Det er tankevækkende, at det er USA med sin meget skæve indkomstfordeling, der er hårdest ramt af fedmeepidemien. Hvis livsstilssygdommene hovedsageligt skal tilskrives ringe økonomiske og sociale rammebetingelser for de dårligst stillede borgere, så er kuren måske også en mere solidarisk indkomst- og skattepolitik og ikke kun specifikke sundhedspolitiske tiltag.

Det er altså fejlagtigt at betragte dem med den usunde levevis som lykkelige livsnydere. Sådanne findes selvfølgelig, men det store flertal blandt de overvægtige og rygerne er socialt udsatte, dårligt uddannede med lav indkomst - og de har i høj grad brug for støtte. Hvordan støtten så skal udformes, er imidlertid et indviklet spørgsmål. Det er en kunst at forbedre de svagestes incitamenter til en sundere levevis uden samtidig at ødelægge deres økonomi.

Ligesom de fede typisk ikke er glade livsnydere, så er det også forkert at betragte sundhedsforskerne som puritanske asketer uden sans for livets glæder. Nordea Fonden har for nyligt bevilget 100 millioner kroner til et stort forskningsprojekt OPUS (Optimal udvikling og sundhed) ved Københavns Universitets Biovidenskabelige Fakultet.

Her er det et hovedtema at udvikle en nordisk kost, der er både sund og velsmagende. En kost, som kan friste børnene, der er i fokus i dette projekt, til at spise sundt. Derfor indgår der også i projektet et tæt samarbejde mellem førende sundhedsforskere og stjernekokke.

Ingen er i tvivl om, at en sund, lækker og billig kost er idealet, men det er ikke oplagt, hvordan dette ideal kan nås. Heldigvis er der med den givne bevilling nu råd til, at vi i de næste fem år kan blive meget klogere. Hvis resultatet bliver en bare lille smule gladere og sundere danskere, så er pengene givet godt ud.

Alle vil sige, at den pjaltede spritter med en guldøl på bænken har brug for hjælp, men det har den svært overvægtige mor på førtidspension, som knap har kræfter til at skubbe sin datter på gyngen, vel også? At skubbe den åbenlyse sociale ubalance i livsstilsvaner og følgesygdomme fra sig på den måde har i hvert fald ikke meget med kristelig næstekærlighed at gøre.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)